Denne lækre svampet banankage er et lille mirakel imod sukkertrangen, og så er den utrolig let at la
Se næste indlæg >
H.C. Andersen Marathon 2014 (1/2 marathon kvinder)
Jeg sidder i dag med en smule ømme ben, må jeg erkende – men slet ikke nær så slemt, som da jeg løb for første gang i juni! Men jeg sidder altså med en følelse af at være PAVESTOLT!? og alligevel, så er jeg lidt irriteret og skuffet over at jeg ikke har sparket mig selv så hårdt bagi, at jeg havde fået nogle flere kilometer i de små stænger, inden løbet igår!
Min løbetræning, gejst og motivation har jeg virkelig skulle kigge langt efter siden jeg løb mit første halvmarathon i juni. Jeg har haft prioriteret min passion for bikefit en anelse højere og gået en smule mere op i styrketræning, end hvad jeg har gjort engang. Det gik pludselig op for mig, hvor langt der egentlig var, fra de to korte ture på 5 km. og de to ture på max 10 km. jeg havde fået løbet siden starten af juni. Jeg havde efter mit løb dengang sat mig et klart mål, jeg skulle forbedre min tid de næste 4 måneder! og sådan var det bare.
At sige jeg var flyvende efter mit halvmarathon i Århus, er ikke ordet – aldrig havde jeg løbet SÅ langt før, presset mig selv så meget de sidste km. og været så glad, på én gang OG haft så meget motivation – men hvor pokker blev det af? Jeg havde forinden løbet i juni været skadet, så i ugerne op til, var jeg en smule presset, for at få aktiveret mine ”løbemuskler” og få nogle km. i benene. Modsat denne gang. MEN JEG KOM JO I MÅL, så hvorfor er det lige, det ikke er godt nok for mig selv? – mine egne forventninger…
For en uge siden, i mandags, havde jeg to løbeture foran mig, en kort lille tur på 4,5 km. og en længere tur med lav puls på 7 km. – jeg var egentlig klar til at smide det hele på gulvet, for troen på mig selv, den har måske ikke helt været der, hvor jeg har ville have den. Det gik pludselig op for mig, hvor meget energi jeg op til sidste løb havde brugt, og hvor lidt jeg havde prioriteret det denne gang. Jeg havde haft en del flere timer i sadlen i sommeren, end regnet med. Så det var lidt en blanding af skuffelse og irritation over, at jeg ikke havde levet op til mine egne forventninger om at forbedre min tid, og holde motivationen oppe – men på den anden side, så har det ikke været fordi, jeg har trillet tommelfingre hele sommeren.
Så hvorfor er det, man presser sig selv så meget, med så mange mål, så mange forventninger og alligevel ikke bliver tilfreds? Hvor pokker er min struktur, planlægning og fornuft rendt hen?
Kl. 9.00 lød startskuddet – adrenalinen kickstartede kroppen på et splitsekund til beatet i ørene: Camilla og jeg var så klar – vi havde i hvert fald heller ikke tid til at blive mere klar, for nu var nu! og afsted det gik – stille og rolig i en snæver flok af kvinder, der kæmpede sig frem i mængden i et forsøg på at finde et godt flow i tempoet. En kanon tur – men når man kommer fra at have løbet et så stort løb som i Århus, med så fed en stemning, så var det her løb, en smule fesen! Lækker tur, eller det ved jeg faktisk ikke. Jeg lagde ikke rigtig mærke til så meget omkring mig. Men en ting, der piskede en kanon stemning op og var en kæmpe motivation, da man var allermest træt – slutspurten til mål. De sidste par 100 meter blev løbet på atletikstadionen, det var virkelig en fed følelse – perfekt underlag og af en eller anden grund, så fik det bare prikket til min motivation og underbevidsthed – slutspurten, den sidste km. blev løbet på 4:29 min, hvilket jeg er ret stolt over, da jeg i juni kun lige kom under de 5 min, med en tid på 4:57. Jeg løb i min helt egen lille verden og med et fast beat pumpende ud af høretelefonerne for fulde drøn, var mit fokus på at flytte den ene fod foran den anden de næste 21 km.!
Kender i det der med, da man var yngre, eller i hver fald da JEG var yngre og ens mor mindede på en: ”husk nu og ryd op, ellers må du ikke (…)”, og hvad gjorde man så? man fik det bare let og elegant sparket under sengen, dynen eller ind bagerst i skabet! vupti – det så jo kanon ud igen! og efterfølgende spurgte: ”har du ryddet op?”, så nikkede man bare pænt og sagde ”jaaaaa mor!” – sådan har jeg haft det lidt med mit løb… Når jeg er blevet spurgt om jeg har været klar til løbet eller om jeg har fået løbet, så ehm… kan jeg vist ikke ligefrem prale af, at det er det jeg har været aller bedst til! Jeg har udskudt og udskudt – og til sidst, som når man ikke får ryddet ordentlig op, så fortryder man det i den grad! Sådan har jeg virkelig haft det i tiden op til løbet – hvorfor gik jeg ikke igang noget før?!
Mit pulsur er koblet til garmin connect, og der kan jeg nørde mine tider og man kan se det hele: hvor mange gange jeg står stille, stopper uret, løber med for lange skridt, for høj puls osv. – lige den med kadance og tempo, har jeg haft personlige fights med(!), men hvorfor er det jeg har det? Hvorfor er det, jeg skal stresse mig selv på den måde, med min egen præstation og have rettet fokus mod det displau, jeg bære om armen? Jeg burde LYTTE til min krop, og løbe DEREFTER. Og det ved jeg, det gør jeg ikke nok, men jeg burde – ligesom de sidste km. på ruten, hvor jeg bevidst ikke kiggede på mit ur, men pressede, eller følte jeg pressede min krop i et højere tempo og holdt det dér, fordi jeg følte, det var det tempo jeg kunne kontrollere og bevare over en længere distance. MEN jeg er sikkert ikke den eneste.
Jeg har haft ture op til løbet, hvor jeg havde sat mig for et x antal af km. på en bestemt tid, fordi jeg VED, jeg har gjort det før. Men fordi jeg har gjort det før, om det så var i sidste uge eller igår, er det ikke ens betydning med, at det er muligt i dag – fordi jeg spiste slik igår, behøves jeg heller ikke gøre det igen i dag. Så hvorfor er det, at kroppen skal stresses på den måde og at man presser sig så meget til det sidste. Og det er ikke kun i forhold til løb, men generelt i dagligdagen.
Når det så er sagt, så kommer det nok ikke bag på ret mange, at jeg ligemeget hvor hurtigt jeg end løber, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg er en af dem, der måske ikke skal pudse min glorie alt for meget i den her sammenhæng. (
Den officielle tid lyder på 1:56:21, hvilket ikke var en forbedring, i forhold til løbet i juni, hvor jeg fik en tid på 1:56:09 – MEN denne gang, var løbet taget på ”rutinen” og som et sats på bare at komme under 2 timer. Alligevel var jeg da lidt skuffet, okay meget måske.. men alligevel vildt stolt! Men hvor havde det da bare været fedt, hvis jeg slog min egen PR, med et halvmarathon på rutinen? Det var såå tæt på! MEN i mål, det kom jeg, med en tid under to timer og KUN 12 sekunder fra min tid i starten af juni.
Når jeg sammenligner mine to løb, så havde jeg i juni en snitpuls på 178 og 171 i søndags, en maxpuls på 204 i juni og 198 i søndags, trods det, jeg er 30 sekunder hurtigere på sidste km. end dengang. En anden vigtig ting, jeg vil understrege, er min løbeteknik, der er blevet forbedret. Hvilket nærmest er en sejr i sig selv! Dog ikke at sige, det er godt nok endnu – men én ting af gangen. Jeg løber mere afslappet end nogensiden, og under løbet mærkede jeg en tydelig forskel, så snart jeg mindede mig selv om, at tage små skridt, ned med skulderne og en smule op med hovedet, for ikke at spænde for meget i kroppen og bruge energi på dette! Jeg fik et langt bedre ”flow” i mit tempo.– Jeg griner lidt ved tanken om, hvordan jeg har set ud undervejs, med mine små skridt, korte ben, afslappede skuldre/arme og en nakke der var knap så anspændt. Lignede måske lidt sådan en høne, der kommer prustende med sine vinger, dog bare ind til kroppen og så med bevægelse i takt til ens træd; MEN dette gav mig et tempo OG en puls, jeg langt bedre kunne kontrollere. Et løb med omgangstider, der var langt mere stabile end tidligere, dog stadig med en tildens til negativt split med en tidsforskel på 1,5 min. fra den første km. og den sidste km. Jeg har besluttet mig for, at jeg denne gang vil være standhaftig med mine løbeture og supplere med roning. Når jeg først får fundet MIN teknik, der fungerer for mig, så ved jeg, jeg nok skal forbedre mig langt mere, med den rette træning og indstilling, men vigtigst af alt, vil jeg løbe ture, som Michael har forsøgt at forklare mig 100 gange, hvor tempoet ikke er ideel! Men man bliver bare grebet af det – så tålmodigheden skal findes frem, hvis jeg vil opnå nye resultater og mål! Jeg er et konkurrencemenneske, det kan både være godt og skidt. Jeg er en smule for ivrig, men forsøger alligevel at have fornuften med mig. Jeg er blevet bedre til at mærke efter på min egen krop, og kender mine grænser bedre, end nogensinde før – måske også derfor, jeg kan presse mig selv bedre og på en anden måde i dag, end tidligere. Men hold nu K****, hvor er jeg altså stolt og tilfreds med præsentationen!
ekstra – fjernet:
Igår morges kl. 5.20 ringede alarmen første gang, og det var lidt tunge lår og baglår, der skulle bære en knap 60 kg. ”tung” krop igennem de 21.1 km. Lørdagens Stram Op auditionen havde sat sit præg, men jeg havde sørget for at få ”rullet” og løsnet kroppen godt op lørdag aften – hvilket jeg var ret glad for igår imorges! Men med lidt varmecreme på, så kroppen fik lidt blodcirkulation igang, hjalp en del på det hele.
Morgenmaden blev indtaget 5.45, hvidt brød med nutella og bananskiver på! Det sidste blev pakket i tasken og med mig havde jeg én energibar, 5 geler og
Ingen kommentarer endnu