Finally! ACH!

Århus Nykredit Halvmarathon

Løbet:
Med udsigten til et meget varm og udfordrende løb, var vi utrolig heldige med vejret! Overskyet, en smule regn, eller jeg vil sige støvregn, var det vejr vi havde med os på de 21 km.

Jeg blev i søndags en løbetur rigere; mit første og IKKE det sidste halvmarathon er hermed gennemført med en tid på 1 time 56 min. og 9 sek. (negativt split, øget mit tempo undervejs (læs mere længere nede)). Jeg er virkelig stolt og tilfreds! Efter min skade for nogle uger siden, har mit mål bare været at kunne komme i mål.
For en uge siden, der havde jeg egentlig truffet min beslutning; at jeg ikke løb. Rigtig mange har ment, det var en utrolig dårlig idé, da jeg ikke rigtig kunne forsætte min træning op til løbet, og faktisk ikke anede om jeg kunne eller ej! Men det grønne lys fra min fys om det nok skulle gå, dog ville jeg sikker skulle regne med en reaktion fra kroppen, som sidst – så tog jeg altså chancen (mere om det længere nede)

De første 10 km. fulgtes Camilla (tv.) og jeg hele vejen, med fokus på en lav pace (energien skulle gerne kunne holde på hele turen, ligeledes min fod og hendes hofte/knæ!). Da vi når op på de 10 km., kunne jeg mærke på min krop, at det egentlig helt kanon, så jeg fik øget tempoet en smule og tager de sidste mange kilometer alene med musikken for fulde drøn i ørene.

Det var en fandens fed oplevelse! Et fantastisk løb, hvor vi havde overskud til smil, tommel op, high 5 og bare en kanon energi fra starten af! Hele stemningen var så motiverende og den kæmpe opbakning der var på sidelinjen hele vejen, kan ikke beskrives – tiden fløj afsted.

Op til:
Startskuddet lød kl. 10.00, dvs. morgenmaden skulle indtages 3-4 timer inden løbet, (så ja, jeg var tidligt oppe) for at du får mest muligt ud af det måltidet – sagt på en anden måde, for at kroppen har mulighed for at optage den energi der er.
Jeg vågnede 5.30, og kunne simpelthen ikke sove den sidste time, så jeg stod op og fik lavet morgenmad, en kop kaffe og havde tid til at sidde og vågne og blive endnu mere nervøs!

– Min morgenmad bestod af 150  g. skyr, 1 banan, 50 g. gryn kogt op på mælk og med lidt kanel i. Hertil fik jeg en riskiks med chokolade og peanutbutter (det var en meget god start på dagen!)
– 1 1/2 liter vand m. elektrolyter og energi skulle indtages i tidsrummet 6- 9 (senest)
– første gel tog vi da vi ankom kl. 9, anden del 9.30
– undervejs tog jeg endnu en gel ved 5, 8 og ca. 14 km. (jeg får aldrig taget en hel af gangen, når vi løber, da jeg simpelthen har så svært ved at få det ned!)

Dagen inden havde vi fokus på at få fyldt vores depoter op med kulhydrater, og ikke så meget kød – men hvid pasta, hvidt brød osv. Ligeledes stod dagen på ren afslapning og en tur hos fys.: Maiken fik ultralyd og blev løsnet op, da hun har døjet med en del smerter i skinnebenet (ikke skinnebensbetændelse), jeg fik tapet foden godt op, rykket lidt i tæerne og trykket min fod på plads for en kort stund – OG så var vi ellers bare klar!

 

Undervejs:

De første 9 km. præcis, blev holdt på 5.30+ i pace, og jeg havde godt med overskud! Det kørte derudaf, stille og roligt – godt nok lå min jævnt højt, når man ser på min gennemsnitspuls, hvilket kan have været påvirket af hele stemningen omkring mig. Jeg har løbet tidligere samme kilometer antal og tempo, med knap 10 slag lavere i snit. Ser man tilbage på min løbetur til iForm løbet i Århus, hvor jeg løb de 10 km. med en pace på 5.03, der havde jeg præcis samme tal, som for løbet i søndags, og ligeledes overskud undervejs! MEN nu skal jeg ikke spille for hellig… Jeg er typen der giver mig 100% HVER gang, og denne gang var ikke en undtagelse. Godt nok startede vi stille og rolig ud, men jeg skal lige love for, jeg fik sat tempoet og pulsen i modsat retning – bang! Da jeg rammer de 17 km., ses det på min omgangstid pr. km (pace), at tempoet er øget en smule. jeg er helt nede og løbe under 5 min. da jeg rammer de 20 km. – jeg vil gerne understrege, at her var der ingen overskud at hente hjem. Der var mine ben trætte. Jeg kan huske jeg et split sekund kigger ned på mine fødder, og tænker ”please! de sidste 500 meter!! kom nu!!” – Jeg havde ondt og jeg var træt. Men hold kæft en fed følelse. Det er en kanon oplevelse at ramme målstregen og vide, at man fik vendt alle ens forventninger og givet sig til det sidste!

EFTER