Den skjulte sandhed

Jeg blev for længe siden, helt tilbage til da jeg startede min blog op, opfordret til at skrive et personligt indlæg. Jeg har prøvet, flere gange – utrolig mange gange, faktisk… Det er som om ordene hopper og danser rundt, når jeg forsøger at skrive det hele ned, ordene roder rundt i hinanden. Jeg har manglet ord og ord mod: Jeg prøver igen, sletter igen, fjerner et ord, fjerner et komma. Men nu vil jeg fjerner mit fokus, fra at være en undskyldning for mig selv – fjerner det filter, der får det hele til at lyde og se så let og ligetil ud, LIGE NU.

 

Allerede nu, har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har markeret det hele og slettet…  Emnet kunne ikke være mere relevant pt. Et problem, der er i medierne konstant – på enten den ene eller anden måde – et omdrejningspunkt, et råb, et kald, en kamp, en ond cirkel – ”kært barn har mange navne”, som rammer, nærmest lammer os og tager friheden fra os, men samtidig gør en så magtfuld.

Det er nu snart 3 år siden jeg stoppede i behandling, for spiseforstyrrelse og siden da, har jeg kigget én vej – FREMAD. Det her indlæg, er min historie, mit liv engang, som har gjort mig til den jeg er i dag, og hvor jeg står, stærkere end før. Jeg har fået en endnu større passion for sundhed, men fra et helt andet perspektiv og en tro på mig selv, der er stærkere end nogensinde. 

  

”Mai fortæl din historie!”

You never realize how strong you are.
Until being strong is the only choice you have

 

 

Hvad er sundhed? hvad er motivation? hvor er grænsen? er det nødvendigt? hvad med at slappe af? Hvad er det der foregår? Hvad er det her? 

Jeg trækker lige vejret dybt. En gang til. Og endnu engang…

Yes.. så starter vi altså – en indre konflikt med mig selv, min ærlighed og fortid. Pyha – Det er lidt et større puslespil, som om brikkerne aldrig rigtig vil passe sammen, når det skal samles? Så mange spørgsmål, undren, kontrol, forargelse, skam, pligt, følelser, had, taknemmelighed, gæld og ikke mindst ÆRLIGHED.

Nu står jeg på den anden side, og jeg vil aldrig gå tilbage igen. Jeg fandt til sidst den rette vej, den hedder ’’viljen’’.

 

Jeg vil virkelig forsøge ikke at helliggøre mig selv i dette indlæg, nedgøre andre eller sige hvad der er rigtigt, forkert, hvad man må og-/eller ikke må. Jeg vil blot frigøre mig selv for en masse ord og tanker, som jeg ved, jeg ikke er den eneste, der kan nikke genkendende til og har haft tæt på livet.

 

For omkring 3 år siden, startede et nyt liv for mig. Efter en længere periode (lad os sige… år…), kom jeg ud af osteklokken og oplevede, hvad frihed ville sige. Eller det ville sige, at jeg skulle til at lære, hvad det ord betød. Når man når til et punkt i ens liv, hvor sundhed fylder så meget i hverdagen at ligegyldigt hvilken vej man kiggede til eller væk fra, så blev man mødt af tiggende hundeøjne, opgivende blikke, som fra en tigger siddende i vejkanten i syden, frk. sunshine med hendes venindeflok, en latter så høj, at den kunne runge en helt skør og rundtosset – udstrakte arme, der var klar til at omfavne en, er blot få ting, der med tiden blev ligeså smertefulde, som en brandmand der brænder i huden. Veninder der blev til fjender, familie hvis kærlighed blev til had, en førhen glad og udadvendt lille pige, blev vendt 180 grader. Lukkede af for omverdenen og gav ligeså stille op til kampen mod sig selv, hvor selvtillid blev til selvhad og en kamp og afmagt og magt overfor sig selv var ideel.

 

Jeg vil ikke opnå medlidenhed, men forståelse. At I tager andre briller på, når i går hen foran spejlet, ser på andre, kigger grumt på tallene på vægten, der ikke vil samarbejde, springer dagens måltid over, så passer den stramme kjole senere meget bedre, da maven er flad som en pandekage(!?), for nå ja, det er dét folk ser – ikke det lydløse skrig af sult og råb om hjælp, der er ved at blive kvalt i stædighed. Sæt jeres behov i perspektiv, have respekt for jeres krop OG ikke mindst JER SELV og IKKE ANDRES mening/holdning. Dette emne, dette samfund, denne debat, dette synspunkt – kald det hvad I vil, men det er kørt af sporet, for længe siden. Det har taget mange unge, ældre og børn med på sin vej – på uretfærdig vis. Et uskyldigt offer. Nogle er kommet på rette spor igen, andre leder stadig efter vejen tilbage, fra hvad de troede, var en genvej til et lykkeligere liv (…), det kræver sit at bryde denne onde cirkel og finde (ud)vejen. Lidt som at finde vej i mørke; rumsterer ind i ting på sin vej, træder på ting der flyder på gulvet – uden man tænker over det, træder man på sine nærmest. Skubber det der står i vejen væk, ligesom omgangskredsen og hele ens liv bliver skubbet til side.

 

Jeg har været der. Jeg var syg. Som så mange andre unge piger, blev jeg ramt af spiseforstyrrelse i en tidlig alder. Jeg har kæmpet. Jeg var svag. Jeg kæmper, men jeg er stærk, som aldrig før. Jeg kommer ikke tilbage dertil igen. Og længere er den ikke.
Jeg kæmpede en fuldstændig absurd kamp og et indre kapløb med mig selv – men hvad blev jeg? Jeg blev i hvert fald ikke mere lykkelig. Jeg havde så meget magt, men alligevel var jeg så svag på én gang. Det er skræmmende at tænke på. Jeg gav på kort tid efter for mit eget pres, mål og idealer, to gange – to gange for meget. Jeg var ‘’bare’’ et barn, at så stor en magt. Jeg ville så gerne hjælpes, men jeg blev ved med at kæmpe imod. Der var ikke nogen grund til hjælp, jeg følte selv, jeg havde styr på det. Det havde jeg også, men med kursen den gale vej. Man kan sammenligne det lidt med at man løber imod en samlet flok – imod dem, der er med til at hjælpe en i mål. 

 

Allerede i folkeskolen vendte jeg mit liv, min frihed og mig selv ryggen. Og nej, det var ikke ”bare” at blive tilgivet igen (Læs: AF MIG SELV!?). Da jeg først havde sagt fra; fra overfor min egen frihed og mit eget liv, var det følelsen af at komme ned i et mørkt hul, i en evig søgen efter en udvej, en trappe – bare noget, der kunne få mig tilbage – dér startede min kamp til sundhedens idealer, min egen kontrol og magt, eller lad os kalde det afmagt, min omgangskreds- og min families kamp (i)mod mig og ”min” magt, den var hermed begyndt. Det var ikke mig, der var tilstede. Ikke mig, der så igennem fingrene til de udstrakte arme, greb aldrig de hænder, der greb ud efter mig, for at hjælpe mig op, da jeg var ved at falde. Eller var det mig, eller en del af mig, der var så egoistisk og blind. Yes… Det gør ondt at tænke tilbage på. Når jeg tænker tilbage på den første gang, hvor det hele kørte af sporet, får jeg kuldegysninger. Tanken om hvilke fantastiske veninder, jeg havde/HAR omkring mig, er værd at holde fast i. DE gik sammen om at tage kampen op, ligeledes min familie. Denne flok af guld-tøser, tog det første skridt, trods vi ikke var ret gamle. Det var i 8. klasse… 15 år gammel vel? Jeg tog selv det næste skridt, bekendelsen; face to face, overfor mig selv. En indre konflikt med mig selv – et valg, en ny begyndelse, en ny vej, der senere skulle vise sig, at vise vejen tilbage, til hvor jeg startede. Jeg faldt og jeg slog mig, men rejste mig op igen og igen. Til sidst fandt jeg min egen vej i mørket. Det har givet mærker og ar for livet – men også et sammenhold og en vilje, der ikke er til at skyde igennem.

 

I dag står jeg på den anden side og tænker tilbage. Jeg kunne sagtens gå mere i detaljer og måske det en dag kommer. Det her er et stort skridt i sig selv, men jeg synes også bare det er vigtigt, at sætte det her sundhedsfreakshow, som jeg selv er bidt af, i perspektiv –Jeg er er glad for mad, elsker at eksperimenterer med mad, sunde variationer osv., men det er også bare vigtigt at have sig selv med! Sin krop og sin egen tilfredshed.
Jeg har stor respekt for alle atleterne o.lign. –  jeg ville ønske, jeg havde en så stærk vilje – men jeg vil ikke turde gøre det. Sætte sig selv i så firkantet en kasse, og finde balancen igen. Det ved jeg, at jeg ikke er stærk nok til at kunne. Det er så hårfin en balance, og det er så psykisk hårdt både under OG efter – ligeledes at skulle flytte fokus tilbage til ’’livet’’ ! Men det er ikke for at udstille nogen, men bare for at understrege, hvor lidt der egentlig skal til i sidste ende, for vi ændre og forvrænger vores eget billede af os selv og andre. 

 

Jeg husker ikke min opførelse eller de to perioder i mit liv særlig klart længere. Det hele er kommet i en stor kasse med store blokbogstaver foran: ’’FORTID’’. Husker mine handlinger, følelser – men min personlighed, opførelse, reaktioner og det følelsesmæssige, virker fjernt for mig, selvom det er så mange år siden, det hele startede og så alligevel ikke. Jeg husker ikke, hvornår eller hvordan det præcis startede og hvorfor. Jeg kan i dag trække tråde tilbage til min barndom og opvækst, som har sat sine spor, men der er spørgsmål, jeg ikke kan (eller ønsker) finde svar på, men som jeg heller ikke kommer til at finde svarene på. Det er en fortid, der altid vil følge mig, men som jeg har lært at leve med. Det er en del af mig i dag, som jeg ikke kan løbe fra, men som jeg altid vil kunne være et skridt foran. Jeg har nye mål og en vilje, der hjælper mig på vej –vejen fremad.

 

Flere og flere brikker falder på plads, og jeg vil altid føle, jeg står i evig gæld, til mine veninder og familie, der tog modet til sig, rejste sig og gik (i)mod ”mig” med åbne arme og en vilje til at støtte mig igennem den lange kamp, jeg i sidste ende var klar på at opgive. En dårlig kombination af det offentliges system, stædighed, magt, kontrol, kontroverser, professionel svigt – blev på et tidspunkt for meget at rumme på én gang og min egen tålmodighed var som en stikkontakt, der fra dag til dag svingede imellem on/off-knappen. Ligesom min personlighed, min udadvendthed og troen på mig selv. 

 

Det er nu mange år siden, jeg første gang skulle konfrontere mig selv: se mig selv I øjnene, erkende og sige de forbandede tre ord overfor mig selv, og dem jeg holdte aller mest af; ”jeg er syg” – jeg væmmes ved tanken, ordene og den onde cirkel, jeg var fanget i. Jeg skal ikke sidde og gøre mig hellig, pudse min glorie og få det hele til at lyde let som en leg. Selvom jeg har været rask i et par år nu, så er nogle dage sværere end andre. Det kender vi alle. Jeg har lært utrolig meget om mig selv, af mig selv og andre i den her periode i mit liv, og jeg lære stadig af det i dag og det vil jeg altid komme til. Men de konsekvenser, det har givet mig, at leve et liv på kanten af min egen selvkontrol og idealer, har vist mig respekt overfor min egen krop og sundhed – det er først i dag, jeg har fået øjnene op for det, og det kan jeg kun fortryde inderligt og forsøge at give dette budskab videre til andre, der er samme sted, som jeg engang var eller er i færd med at miste magten og kontrollen over fænomenet ”sundhed”

 

 

Citat fra en nær veninde; ”Jeg havde næsten helt glemt, hvordan den gamle Mai var… Indtil nu”
– Vægten er bare en tal – men et tal der viste, min dengang ”voksne” krop, bare var et lille barn – hard work pays off!