Husk lige, det der med at trække håndbremsen

Jeg er ofte blevet spurgt om jeg har ADHD, hvor jeg får alt min energi og udstråling fra, om jeg aldrig bliver træt og får tit afvide jeg er et batteri, der aldrig løber tør for strøm. Det er altså det der er sket. Jeg skal lades op…
Jeg blev bedt om at tænke mig ekstra godt om. Tog en beslutningen, der på et split sekund har vendt det hele 180 grader. Men jeg er ikke et eneste sekund i tvivl om, det var det rigtige jeg valgte at gøre – Jeg skulle lige travle ned engang fra den trætop, jeg har siddet på de sidste mange år!

I et tidligere indlæg skrev jeg, om ens fremstilling på de sociale medier, hvor den værste dag med blæst og regn kan blive fremstillet som den varmeste dag på ugen – Og nej, det er ikke en lang fornuftig prædiken, men derimod min  ærlighed omkring den skuffelse jeg oplevede, da jeg ikke nåede at trække håndbremsen i tide. I et lille håb om, at det kan være en øjenåbner for andre og give stof til eftertanke.

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele dette aspekt af mit liv med andre eller ej. Er det for stor en mundfuld, hvad vil folk egentlig tænke og er det overhovedet relevant for andre? Får jeg stemplet i panden, eller hvad gør jeg? – hvilken indflydelse har det på bloggen, mig selv og ikke mindst folk omkring mig?
Ingen tvivl om, at dette er tanker jeg har vendt og drejet utallige gange, men det er en stor del af mig, specielt at være ærlig og derfor har jeg valgt at dele denne del at mit liv med jer.
Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er den eneste, der har oplevet og ignoreret periode, hvor man presser en tand for meget på og har derfor et lille håb om, at min historie kan være en reminder om, at man også skal huske at trække vejret og have sig selv med.
Med ærlighed, kommer man længst, punktum. Man kan dømme og tænke hvad man vil, men jeg har personligt fået en lærestreg, som jeg håber kan andre kan få gavn af – for ikke også at nævne mig selv i fremtiden.

Det lyder måske allerede lidt kliché agtigt, men så lad os bare fortsætte i den stil, for jeg har truffet en beslutning i mit liv, der skal hjælpe mig mig til at spille mine kort rigtigt – en stor ting at erkende, but truth has been spoken. Det prikker lidt i min personlige holdning og grænsen for, hvad jeg vil dele på bloggen, og det er derfor et grænseoverskridende indlæg for mig.  Men når det er sagt, så er jeg på ingen måde i tvivl om, at det er det rigtige at gøre, fordi det er med til at fremme pointen; det er okay at fejle. Det handler ikke om at fejle, men om at erkende sine fejl og lære af det. Det vil sikkert også forarge nogle af jer som læsere, at man vil lukke ”fremmede” så tæt ind på livet, men det vil sikkert også  hos nogle, have modsat effekt… Og det overrasker også mig selv et eller andet sted.

Min fejl er, at jeg i mange år har haft alt for meget krudt i måsen og kørt på fulde drøn – det har ikke kunne gå hurtigt nok. Min familie og omgangskreds har gennem længere tid gjort mig opmærksom på, at jeg burde gear ned og lade være med at tage munden for fuld. Lange arbejdsdage, dog ikke rent arbejdsmæssigt, men fordi jeg kombinerede mine forskellige jobs (også ved siden af skolen i sin tid) og derfor har jeg haft spildtid i form af hultimer. Jeg manglede den her balance og faste rytme at holde fast i, specielt fordi jeg selv kan være flyvsk og distræt. Men det gik jo egentlig rimelig godt det hele, ikke? Godt nok var det ikke søvn der var højest prioriteret, hvilket det desuden aldrig har været – men jeg har aldrig følt mig træt – og allerede her burde jeg have stoppet op. Men jeg manglede hverken energi eller overskud og jeg har altid været en smilende, udadvendt og glad pige med krudt i måsen – hvilket jeg desuden stadig er! MEN jeg skal lære at ”styre det”, for ikke at brænde fingrene i fedtefadet. Det er okay at sige nej, ligesom det også er at sige ja. Og jeg skal lære at prioriterer min tid noget bedre!

Jeg vil forsøge at gøre det kort og godt…
Der har været fuld knald på gennem længere tid på alle fronter, både i forhold til skole (dengang), job(s), træning og som altid, når man aller mindst venter det, så sker det – kender i det?
De kloge hoveder siger, det er sundt at stresse og presse kroppen (kortvarigt), det gør os ofte i stand til at handle hurtigt, vi går i ”beredskab”. Bare så længe det ikke er vedvarende (langvarigt), så bliver det ”farligt” og vores basale behov overses let og så kommer alle de her signaler…
Jeg elsker at have travlt og presse mig selv: i det hele taget, at der sker noget – det holder mig igang. Jeg har altid haft flere jobs på en gang, en masse andre aktiviteter ved siden af og jeg går altid helhjertet ind i et projekt og giver mig selv 110%. Sådan er jeg bare – men så burde jeg også husk mig-dage. Jeg fik mine jobs til at gå op i en højere enhed, kombineret med mine BikeFit timer – godt nok, var jeg hjemmefra mange timer om dagen, men med en del hultimer imellem vagterne, hvor jeg ofte koblede fra med min træning, bloggen eller når jeg lavede programmer til mine BikeFit timer – tiden blev udnyttet optimalt. Jeg kan sagtens nu høre, at det lyder helt hen i vejret det her – jeg bliver egentlig selv en lille smule forpustet bare af selv at læse det? – for det er IKKE at koble af! (tag den Mai) Toget det kørte bare derud af. Jeg ignorerede alle signaler og alarmklokker min krop satte igang, men denne gang, blev der sagt: stop. Men jeg er bare et eller andet sted rigtig heldig, da jeg taget det her i opløbet, og ser lyst på tingene. Jeg tager en break, for en stund, og så tager jeg det her ved lære!

For første gang blev jeg klar over, hvad det vil sige, når kroppen ikke helt vil lege med og køre i samme pendulfart. De fleste har prøvet at presse sin krop for hårdt i en periode, hvorefter de drosler lidt ned igen. Det samme gjorde jeg – man tager et par dage til at trække vejret – men så vendte jeg ellers bare retur igen on the highway to hell, så at sige. Flot Mai. Jeg tog en slapper, TJEK, men ændrede ikke ret meget på det efterfølgende og kørte derfor bare retur endnu engang, da jeg var tilbage på pinden igen – for dumt, ja, jeg ved det godt.

Jeg blev skræmt, eller bange er måske nok nærmere ordet. Min krop var træt og jeg var virkelig uoplagt – min energi var med ét væk. Jeg kunne slet ikke komme op i gear, og jeg følte jeg var i en osteklokke. Et let trykken for hovedet og propper i ørene – hvad fanden foregik der? Var jeg ved at få influenza eller hvad? Gid det bare var det! En kombination af overtræning, en presset tid og en lidt for stor mundfuld?
Mine øjne var rødsprængte og blanke, mit blik var helt fjern og gråt. Desorienteret og ingen farve i ansigtet – man kunne altså ikke se, jeg lige havde kørt en times BikeFit med en snitpuls liggende i min zone5?! (- Min krop var i den grad på overarbejde, så ikke noget at sige til, jeg måske ikke lige lignede den største energibombe, der var klar til disko-dasko). Mit hoved føltes som en betonklods; det var som om det hele gav ekko og hver eneste lyd rungede igennem hele kroppen. Lysten til at stortude, havde meldt sig på banen – okay, hvad var nu det her for noget?! (Og ja, alle har sine øv-dage) Da jeg efterfølgende trådte ind på job og havde sat kursen hen mod svingdøren, uden at sige en lyd og i et tempo langsommere end en skildpadde (hvilket IKKE er typisk mig),  var det ikke bare ét bekymrende blik, der ramte mig, men en skov af undrende blikke og spørgsmålet ”Mai er du OK?”. Derfra skal jeg virkelig love for, helvede brød løs. Tårerne pressede pludselig på og fik frit løb og jeg følte mig som en lille pige. Jeg kunne hverken gøre til eller fra. Jeg følte mig fuldstændig magtesløs, alt mit overskud var forsvundet, mit hjerte sad oppe i halsen og mit hoved føltes som det kunne eksplodere, anytime. (manglede bare det også skulle begynde at pisse ned, tordne og lyne – så var den der bare!)
– Alle har sine periode, hvor det hele er rigtig øv, for at sige det på godt Jysk. Og i det sekund sagde min krop stop –  mit høje tempo var nu blevet indhentet af min egen fornuft.

Jeg var flov, vred, skuffet, træt, ked af det, frustreret, lettet og stolt alt sammen på én gang, da jeg kort tid efter forlod min egen læge den dag. Mest af alt fordi det var nået derud, hvor jeg hvor jeg ikke helt kunne bunde. Jeg skulle have sparket bagi, op og stå igen – jeg var ikke i tvivl om, at der var noget galt og at der skulle handles, nu – det kunne kun gå for langsomt.
Jeg valgte at gear ned, men det var ikke helt nok i situationen. Desværre! Så jeg valgte at trække stikket, det var det helt rigtige og ret modigt at gøre – hvis jeg ikke skulle køre mig selv fuldstændig over. En stor mundfuld at sluge og en svær ting at erkende, men jeg er evig taknemmelig for alle de råd og den støtte jeg har haft i en noget turbulent tid.

Men jeg har valgt at se det fra den lyse side, andet nytter alligevel ikke noget. At vælge at trække håndbremsen, er ikke noget at råbe hurra for. Jeg savner virkelig at sidde på min plads i holdsalen, men jo før jeg stoppede op, desto hurtigere ville jeg være tilbage igen, men langt klogere.
Jeg har virkelig fået mig en lærestreg! Jeg har nu fået en række redskaber til at håndtere mig selv på, hvis man kan sige det sådan – at spille mine kort rigtigt. Jeg går hos en fys., som har en række uddannelser med sig (McKenzie, Idrætsfys.,Kinetic Control, MuscleEnergyTechnique, Whiplash, løbestilsanalyse), og skal hjælpe mig igennem denne process, så jeg ikke forbliver oppe i den røde zoner, men husker at kravle ned igen oppe fra toppen – jeg skal have et flow i min hverdag og i min uge, en mere struktureret træning, som gør, jeg ikke køre mig selv over. Jeg skal kende mine kort og spille dem rigtigt.

Søvnløshed, ledsmerter, spændinger i nakkeregionen, hovedpine, svimmelhed, glemsomhed, maveproblemer og alle de andre gener, som jeg bare har ignoreret, er nogle klare signaler på, at nu er det for meget af det gode, og det skal stoppes, så længe legen er god. Jeg har fået meget mere ro på og jeg begynder så småt at komme tilbage igen. Men det har dog endvidere betyder, at Stram Op-Uddannelsen, der ellers var planlagt og det hele, desværre er sat på standby pt. Rigtig ærgerligt, for jeg havde fordi jeg sådan havde glædet mig og følt mig mere end bare klar! Jeg vil hellere stå 110% end bare 50%, jeg går ind for tingene helhjertet – og så tage uddannelsen, når jeg er klar igen, til næste holdstart!
Min søvnrytme er også ved at være klar på at lege rytme-Rikke,  mere og mere, så det er gode tegn!

Så lyt nu og mærk efter. Kører du dig selv så hårdt, at du i perioder er nede og dykke? det gjorde jeg inden dette, men jeg lod som ingenting. Jeg kunne sagtens skrive om alle de signaler og råb min krop igennem tiden har givet. Jeg vil hellere fokuserer på det positive og på, og hvor langt jeg er nu – jeg kan nemlig slappe af igen! Se fremad, og ikke tilbage. Jeg skal lære at håndtere min energi og krudt i måsen, længere er den ikke – Det lyder lidt skørt og som et luksusproblem, når jeg siger at jeg skal lære at sige nej, men tro mig – dét er det ikke og det er heller ikek helt nemt!