Er det sund fornuft? Part 1

Første del:
En generaliseret indgangsvinkel til et udbredt fænomen. En problemstilling der mere og mere tager overhånd. Balancen imellem hvad der er sundt og usundt. En problemstilling, hvor vi i dag motiverer os selv og hinanden mere og mere til – vi hyper os selv og hinanden mere end nogensinde. Vi er målrettet, men er det her vi glemmer os selv i bagagen i et fysisk og psykisk pres?

Dette indlæg er ikke specifik med fokus på overtræning, men generalisering af vores sundhedsidealer, vaner og tildels afhængighed. Ikke et forsøg på at lyde klog, sætte mig selv højere end nogen andre, eller se ned på folk – tværtimod. Men en problemstilling der tager mere og mere overhånd i vores hverdag i dag.

Der har aldrig været mere fokus på vores sundhed, end der er i dag. Vi har aldrig været så bevidste omkring vores egen OG andres sundhed før, og vi forsøger os med utallige kurer, der skal kickstarte en ny og sundere livsstil – men er den også det? Vi går udenom kulhydrater og træner utallige timer om ugen, og bliver ved med at presse på – men for hvad? Vi sætter vores hverdag i en firkantet kasse. Kan vi styre det? Hvad sker der, hvis vi ikke opnår det resultat vi stræber efter? Lytter vi efter og giver kroppen OG os selv ro? Glemmer vi os selv i dette fænomen om hvad sundhed er? Balancen er hårfin, og vi danser let og elegant afsted på linen imellem hvad der er sundt og hvad der er usundt – ikke kun på et fysisk plan, men også psykisk.

Og nej, jeg sidder ikke og pudser min glorie. Tværtimod, så krummer jeg alle 10 tæer. Jeg vil faktisk helst gemme mig helt og aldeles væk, når dette samtaleemne kommer på banen. Vi er mere opmærksomme på hinanden i dag, vi ”kopier” hinandens øvelser, madvaner, ideer og sluger og snuser alt hvad vi kan, af nye facts til os. Vi åbner op for vores sociale personlighed via diverse medier, som jeg selv gør – og jeg er vild med dét! At motivere andre er en motivation i sig selv, ligeledes at følge med i andre bloggere – men også den hverdag I som læser vælger at dele, via f.eks. instagram –  vi motiverer hinanden som aldrig før. Men er det for meget?  Vi kan i dag, som tidligere nævnt, i en opdatering manipulere andre og sætter os selv op i en pedistal, med et nærmest farvestrålende anførerbind i hånden, aller forrest, og leve højt på hvor sunde vi er. I udsendelsen ”Når sundt bliver sygt” (her), understreger Anja Fonseca en vigtig pointe i hendes forsøg på at bryde tabuet omkring dette glansbillede og står efter mange år frem med hendes hemmelighed. Èn ting er hvordan vi opfatter en udefra kontra hvordan vi opfatter os selv. Anja har aldrig opfattet sig selv som sund, fordi hun selv har været bevidst om den måde hun har levet på, behandlet sig selv og sin krop på, aldrig har været i nærheden af at være sund. Tværtimod – men det lille men og den detalje, har folk udefra ikke kendt til. Det har været skjult bag en facade, et tabu og en indre konflikt, som har været gemt væk fra overfladen i en kamp igennem mange år mod spiseforstyrrelsen, Bulimi, men som ingen kendte til. Forstå mig ret, det er ikke fordi jeg skal sætte nogle i en bestemt kasse, for jeg har selv båret på en hemmelighed i mange år. Jeg valgte at stå frem og bryde tavsheden. Og jeg tvivler på, jeg er den eneste. Der gemmer sig ofte en forklaring, en hemmelighed, en problematik eller en helt anden personlighed, bag det ydre. Selv den stærkeste, kan være den svageste.

Vi vælger selv hvem vi vil følge, hvordan og med hvilke øjne folk skal se os, det glansbillede vi skal gemme os væk bagved og vigtigst af alt, så vælger vi selv, hvem det er vi vil være ærlige overfor – have os selv og fornuften med os.

Men alligevel kan vi ikke lade være, med at bekymre os om hinanden, hvorfor? vi lever jo ”sundere” end nogensinde før? vi er i hvert fald langt mere bevidst omkring begrebet – ikke? MEN vi er også blevet dét klogere, men arbejder i realiteten også konstant. Tendensen til timerne i Fitness Centeret flyver afsted, vi fylder os med kosttilskud, proteindrikke, bar – ikke at der er noget som sådan galt i dét, men hvornår tager det overhånd? iPhonen er hurtig i hånden, når vores pulsur indikerer en ny personlig rekord, når dagens træning er overstået, eller når vi har lavet et lækkert måltid – vi deler mere og mere vores hverdag med hinanden på de sociale medier og hyper vores træning. OG JA, jeg er selv én ud af mange. Jeg er på ingen måde hellig i dette tilfælde. Vi slår vores egen hverdag op offentlig, præcis som vi vil have den, men sjældent utallige billeder op af vores små-spiserier, vores dårlige dage, hvor vi egentlig mest af alt har lyst til at give fingeren til den første og den bedste osv. (jeg kunne blive ved!) Er kravene vi stiller til os selv for høje? Hvornår tager det overhånd?
V

D. 22 oktober viste DR2 en udsendelse ”DR2 undersøger: afhængig af træning” (se her – OBS fjernes fra 5. november). I programmet følger man Torben Knudsen, fra Uldum, der er blevet afhængig træning. Programmet undersøger hvor store konsekvenser overtræningen har, ikke kun for ham selv, men også for hans familie. Jeg fik i hvert fald øjnene op for hvordan min egen hverdag så- og ser ud i dag, end for f.eks. blot et år siden. Jeg blev egentlig nødt til at stoppe klippet inden det var slut, fordi den et eller andet sted var grænseoverskridende, fordi jeg pludselig selv kunne nikke genkendende til en del dette. Men jeg brænder for dette, og for mit job som BikeFit instruktør, og havde aldrig i min vildeste fantasi troet, jeg skulle give afkald på dette, for en stund – hvornår bliver sundt sygt? Er det lyst eller pligt? hvornår er vi ude, hvor vi ikke kan bunde? Er du ude på dybt vand?

På ganske få uger, har min hverdag, mine træningsvaner og min livsstil taget en drejning 180 grader. Dette vil jeg ikke komme ind på i dette indlæg: men emnet og klippet, var med til at sætte nogle tanker igang hos mig og min måde at behandle min krop på. En forargelse over, at man kan lukke af og ned for sine omgivelser, miste kontrollen mere og mere og tilrettelægger hverdagen efter dét. Ikke alle mister kontrollen, men en kontrollør har brug for pause og ro. Et batteri går i sidste ende tør for strøm. Et lys brænder i sidste ende ud – det er os selv det handler om, vores fremtid og velvære.  Jeg har mærket, hvad det vil sige at gå tør for strøm. At ignorere alle de signaler ens krop giver, min familie og venners forsøg på at sætte mig i en kortere snor. Ikke kun hvad der drejer sig om træning, men at gear ned i et lavere gear eller to. På et split sekund gav jeg mig selv den største røvfuld længe, og lige nu mærke jeg konsekvenserne af dette – vendte op og ned på min hverdag og min livsstil. Jeg faldt af linen og ramte jorden på den anden side af hvad der er sundt, jeg mistede balancen et kort øjeblik. Jeg valgte at trække stikket ud for en stund. To uger er nu gået, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt. Det behøves ikke kun at være træningen der stresser dig, men ingen kan holde til at køre i det røde felt non-stop. Der skal tankes med energi og overskud i sidste ende. Mærk efter, stop op. Men hvorfor pokker skal det være så svært at trække bremsen, kridte banen op og følge spillets regler?

 Spiller du dine kort forkert?
Jeg har spillet mine kort forkert, og nej, jeg vil ikke opnå medlidenhed eller noget dér –  men jeg er nu i en process, hvor jeg skal lære at spillets regler og mine egne kort at kende. Motivation og vilje er vores drivkræft, energi og styrke til at sige til, fra og mærke efter – SÅ GØR DET!

Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser, DanskFitness og Helse Organisation er gået i dialog for at hjælpe træningsafhængige i landets motionscentre, hvilket understreger én faktor i et stigende problem og tendens til en urealistisk ”sund” livsstil.